John V. B. Doktor

John Doktor: Lad os satse på god offentlig transport og Danmarks bedste skoler

Hvorfor politik?
Vi har i familien to børn, vi arbejder uden for kommunen og har venner i hele Storkøbenhavn. Derfor bekymrer jeg mig også om de områder, der understøtter det liv – institutioner, skoler, pendling til og fra Dragør, og jeg debatterer dem tit, både i virkeligheden og på Facebook.

Offentlig transport
Noget, der virkelig kunne gøre Dragør mere attraktivt – både for os der bor her, for erhvervslivet, besøgende og turister – er bedre offentlig transport.
En ringbus til metroen ville slå adskillige fluer med et smæk – det ville løse en masse problemer i dagligdagen, uanset om man skal på arbejde, handle eller noget helt tredje, det ville binde kommunen sammen, og som en direkte konsekvens vil langt færre familier være tvunget til at anskaffe sig biler blot for at pendle til arbejde.

76 procent af den erhvervsaktive befolkning pendler ud af kommunen hver dag – hvis blot en del af den trafik foregik med offentlig transport, ville det hurtigt afhjælpe nogle af de problemer, vi har med overfyldte parkeringspladser i byen.

Skolerne
Mine egne børn skal starte i skole inden for de næste par år. Både de sociale medier og avisen tegner et billede af nogle fantastisk dedikerede lærere, der virkelig giver sig helt og holdent for børnene. De fortjener de bedst mulige arbejdsforhold, så de fortsat kan gøre det godt for vores børn.

Jeg er sikker på, vi kan gøre mere, end vi gør i dag: Vi skal have et ekstra spor i Dragørs skolevæsen, så vi kan få klassekvotienten ned. Vi skal ikke ligge helt i bunden med hensyn til udgifter pr. elev, en høj inklusionsprocent skal ikke være et mål i sig selv – trivslen skal være målet.

Vores retning
Sund økonomisk tænkning er i min optik at bruge sine penge på en måde, så man får mest muligt ud af dem.
Vi er i øjeblikket landets sjette rigeste kommune, fordi vi sparer alle steder, hvor der spares kan: Hvis vi ønsker at udvikle kommunens økonomi og fortsat vil tiltrække dygtige og engagerede mennesker, der kan være med til at trække i den rigtige retning, skal kommunen være attraktiv.

God offentlig transport og Danmarks bedste skoler vil være rigtig god reklame for Dragør. Og godt for os, der bor her.

Citat:

Noget, der virkelig kunne gøre Dragør mere attraktivt – både for os der bor her, for erhvervslivet, besøgende og turister – er bedre offentlig transport

Bag om:
Jeg og min familie flyttede til Søvang for to år siden, og siden da har jeg været interesseret i Dragørs lokalpolitik.

Jeg har holdt mig opdateret på lokalpolitikken både ved at læse referater fra kommunalbestyrelsesmøder og ved at sætte mig ind i, hvilken retning de forskellige partier står for i Dragør kommune. Dernæst har jeg kastet mig ind i debatten på facebook og skrevet læserbreve for at gøre opmærksom på de ting, jeg finder vigtige.

Efter nøje overvejelse meldte jeg mig ind i Liste T, og nu stiller jeg op til kommunalvalget. Liste T rammer hovedet på sømmet i forhold til ordentlig offentlig transport i hele kommunen, har i årevis argumenteret for den skolestruktur, der netop er blevet enighed om i kommunalbestyrelsen, og er altid klar til at stå på mål for en gennemtænkt politik – selv der hvor den deler vandene.

Jeg er 44 år, har to børn på 3 og 4 år med min kone Lise. Jeg er selvstændig IT-konsulent og har arbejdet med udvikling og ledelse i 20 år.

Personlige mærkesager:

  1. Ringbus til lufthavnen – de fleste af os pendler dagligt og fortjener et reelt alternativ til bilen.
  2. Natbusdrift i weekenderne – både når man skal besøge venner og selv have besøg.
  3. Kommunen skal bindes sammen. Om turen går til Kongelundsfortet, til Dragør by eller ungerne skal til gymnastik bør det være muligt at tage en bus.

Kontakt
Hvis du har spørgsmål vedrørende Liste T’s politik og mine personlige holdninger, så er du velkommen til at kontakte mig:

John Doktor
Tværvej 53
2791 Dragør
Tlf. 61 27 73 66

Mail:john.doktgor@gmail.com

Læs mere på www.t-dragoer.dk
Mød os på Facebook, Instagram og YouTube

 

Tilbage til kandidatlisten